Oliemaleri som en teknik i skabelsen af ​​billedkunst har en lang historie, der går tilbage til oldtiden. Men den specifikke opfindelse af oliemaleri, som det almindeligvis forstås i dag, tilskrives ofte nordeuropæiske kunstnere fra det 15. århundrede under den nordlige renæssance.

Udviklingen og populariseringen af ​​oliemaleri er forbundet med brugen af ​​olie som et medium til suspendering af pigmenter. Kunstnere begyndte at blande pigmenter med linolie, som tørrede langsommere end den tidligere brugte ægtempera. Denne langsomme tørretid gjorde det muligt for kunstnere at arbejde med malingen i længere perioder, hvilket gjorde det muligt for dem at opnå mere komplekse og detaljerede kompositioner.

En af de tidlige pionerer inden for oliemaleriteknikken var Jan van Eyck, en flamsk maler fra det 15. århundrede. Hans minutiøse og detaljerede værker, såsom det berømte "Arnolfini-portræt", viste oliemediets muligheder.

Brugen af ​​oliemaleri spredte sig over Europa under renæssancen og blev den dominerende maleteknik i løbet af 1500-tallet. Kunstnere som Leonardo da Vinci og Titian bidrog yderligere til oliemaleriets forfining og popularitet.

Mens oliemaleri blev bredt vedtaget under renæssancen, er det vigtigt at bemærke, at kunstnere i andre dele af verden, såsom Kina, også havde brugt oliebaserede pigmenter i kombination med forskellige bindemidler i århundreder før den europæiske renæssance. Men de specifikke teknikker og stilarter, der er forbundet med den europæiske tradition for oliemaleri, adskiller det som en væsentlig udvikling i kunsthistorien.