For det første anvender skabelsen af ​​oliemalerier i impressionistisk stil grundlæggende den direkte malingsmetode, normalt ved at bruge hvide lærreder som det vigtigste for at opnå den stærkeste base for farve, men der er også creme eller lysegrå lærredsbaser afhængigt af farven på billedet . Teksturen af ​​lærredet bør generelt ikke være for fin, og den grovere tekstur kan forårsage, at pigmentfarvelaget løsner sig, som ikke er for stift, når farven er forbundet, og det er også befordrende for tørmaling. Bortset fra nogle få malere som Renoir og Laudrek, der kunne lide at bruge den tynde malemetode, brugte de fleste typiske impressionister tykt maleri og sidestillede farver med forskellige fine penselstrøg og farver, ved at bruge pigmenter, der for det meste var uigennemsigtige og gennemskinnelige, og producerede rig farvekontrast og flagrende effekter gennem metoden med farveoverlapning eller sidestilling.

For det andet, selvom de post-impressionistiske og neo-impressionistiske malere er fundamentalt forskellige fra de traditionelle impressionister i konceptet, er der ingen grundlæggende forskelle i materielle og tekniske egenskaber, men de lægger vægt på subjektive farver. Neo-impressionisterne adskilte farverne fuldstændig efter princippet om spektrets syv farver og malede endda kun med farveprikker i det uharmoniserede spektrums grundfarver, så det blev også kaldt pointillisme i streng forstand. Der er dog stadig tydelige forskelle i de pensler, der bruges af forskellige malere, Monets lethed og frihed, Pissarros rundhed og alder, Van Goghs ruhed og arrogance, og Seurats stringens og forsigtighed.

For det tredje har de impressionistiske maletrin været velkendte, generelt i den udendørs skitsering er normalt med tykkere pigment let blandet direkte for at danne en tyk penseltekstur og producere farvesammenstillingseffekt, fordi sceneskitseringen for det meste afsluttes på én gang, så grundlæggende baseret på våd maling, tilsæt sjældent farve medium fortynding, når det er nødvendigt. Ved produktion af oliemaleri eller arbejder, der skal udføres mange gange, er det nødvendigt at være opmærksom på rækkefølgen af ​​først tynd og derefter fedt, generelt først med terpentinfarve tyndt spredt ud i grundfarven, og derefter bruge tykkere farve for at fortsætte med at uddybe, kan du også bruge tørmalingsmetoden, med en pensel til at tegne en dækkende farve, så grundfarven og den øverste farve danner en indviklet og farverig effekt. Bland ikke pigmenterne for hårdt, lad de forskellige farver placere sig naturligt sammen, og bland visuelt for at opnå stærkere kontrast. Behandlingsteknikken baseret på tyk belægning bør også være meget opmærksom på den tykke og tynde kontrast, der skal være et åndbart sted, kan ikke blindt stable malingen op, ellers vil billedet fremstå besværligt, men også forårsage olieabsorption eller revner og andet problemer, for den del, der ikke er ideel, eller skrab af i tide og vent på, at det tørre også tegner sig igen.

For det fjerde lægger impressionistisk maleri opmærksomhed på transformationen og forbindelsen af ​​billedets overordnede farverytme, charmens glathed, løsnelsen af ​​pennen er meget vigtige, hvilket er det samme som frihåndsstilens oliemaleri, hvis det er for meget opmærksomhed på detaljer vil virke stiv. Derfor bør behandlingen af ​​formen opsummeres dristigt, og der bør gøres en indsats for at "blive revet med", som er farvens og penens egenskaber og charme.